Bestyrelsen
Medlemsundersøgelse
Strategi
Vedtægter
Priser

Vedtægter

§ 1. Navn og hjemsted
Foreningens navn er “IT-Forum Fyn”. Foreningen har hjemsted i Odense.
 

§ 2. Formål
Foreningen har til formål at styrke IT-kompetencerne samt anvendelsen af IT på Fyn. Dette opnås bl.a. ved igangsætning af en række innovative projekter.
 
Foreningen vil arbejde for:
• at etablere netværk med henblik på øget samarbejde og erfaringsudveksling såvel internt i IT-branchen som mellem IT-branchen og de lokale uddannelsesinstitutioner, samt mellem IT-branchen og dens kunder.
• at understøtte og markedsføre regionen som et center for udvikling og anvendelse af informationsteknologiske løsninger.
• at synliggøre regionens IT-leverandører over for erhvervslivet.
• at synliggøre regionens uddannelsesinstitutioners kompetencer på IT-området.
 

§ 3. Medlemsforhold
Når en virksomhed, institution eller organisation har betalt kontingent, har alle medlemmets ansatte og studerende adgang til IT-Forum Fyns aktiviteter og arrangementer på medlemsvilkår.
 
Ved indmeldelse betales forholdsmæssig kontingent for den resterende del af det regnskabsår, hvori indmeldelse finder sted. Udmeldelse finder sted skriftligt til foreningens sekretariat. Ved udmeldelse tilbagebetales der ikke forholdsmæssig kontingent. Medlemmer, der trods påkrav ikke betaler forfaldent kontingent, slettes uden videre.
 
§ 4. Generalforsamling
Den ordinære generalforsamling afholdes én gang årligt i marts måned.
 
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes, når mindst ¼ af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af grund. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest otte uger efter modtagelsen af begæringen herom.
 
Indkaldelse til generalforsamling med angivelse af dagsorden skal finde sted med tre ugers varsel ved særskilt skrivelse til de enkelte medlemmer. Med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling skal endvidere følge foreningens regnskab.
 
Mødeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmers indehavere, ansatte og studerendes. Mødeberettigede er endvidere gæster inviteret af bestyrelsen.
 
Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer (virksomheder og institutioner). Hvert medlem (virksomhed eller institution) kan deltage i afstemningen om valg til bestyrelsen. Hvert medlemskab giver én delegeret.
 
Den ordinære generalforsamling gennemføres med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Betyrelsens beretning.
3. Godkendelse af regnskab.
4. Godkendelse af budget og kontingent.
5. Forslag fra bestyrelsen eller medlemmerne.
6. Valg til bestyrelse:
    • bestyrelsesmedlemmer (fire på ulige årstal og fem på lige årstal).
    • Evt. to bestyrelsessuppleanter (for ét år).
7. Valg af revisor.
8. Eventuelt.
 
Forslag fra medlemmerne, som ønskes fremsat til afstemning uden for den udsendte dagsorden, skal indsendes skriftligt til bestyrelsen senest to uger før generalforsamlingen og af bestyrelsen udsendes til medlemmerne en uge inden samme.
 
Der kan kun træffes beslutning om forhold, der er optaget på dagsordenen eller er indkommet som anført, medmindre samtlige stemmeberettigede er til stede og tiltræder. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, medmindre andet følger af nærværende vedtægt.
 
Afstemningsprocedure:
Hvert medlem (virksomhed eller institution) kan deltage i afstemningen om valg til bestyrelsen. Hvert medlemskab giver én delegeret.
 
Der kan stemmes ved fuldmagt, dog således at fuldmagt kun kan gives til et andet medlem (virksomhed/institution) og således, at hver fremmødte delegeret kun kan medbringe 1 fuldmagt.
Forslag til kandidater indleveres skriftligt til dirigenten umiddelbart før afstemningen.
 
Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter gennemføres i to skriftlige valgrunder, således at bestyrelseskandidaterne vælges først og derefter vælges suppleanterne. Valget foretages efter pointmetoden.
 
Valg af bestyrelseskandidater:
Hver delegeret skal på stemmesedlen angive det antal personer, der skal vælges til bestyrelsen. Opføres der flere eller færre kandidater er stemmesedlen ugyldig. På stemmesedlen opføres kandidatnavnene i den rækkefølge, den delegerede ønsker dem valgt med 1. kandidat øverst.
 
Hvis der f.eks. skal vælges fire personer til bestyrelsen, gives den øverst placerede kandidat ved optælling af stemmerne 4 point, næst placerede kandidat 3 point, tredje placerede kandidat 2 point og fjerde placerede kandidat 1 point.
 
Den samme person må ikke optræde mere end én gang pr. stemmeseddel. Er det tilfældet, er stemmesedlen ugyldig.
 
De kandidater der har flest point, er valgt til bestyrelsen. Ved stemmelighed foretages lodtrækning.
 
Valg af suppleanter:
Hver delegeret skal på stemmesedlen angive to personer – det antal der skal vælges til suppleanter. Opføres der flere eller færre kandidater, er stemmesedlen ugyldig. På stemmesedlen opføres den person, som den delegerede ønsker som 1. suppleant øverst, og den der ønskes som 2. suppleant nederst.
 
Den øverst placerede suppleantkandidat gives, ved optælling af stemmerne, 2 point, mens den nederste suppleantkandidat gives 1 point.
 
Den samme person må ikke optræde mere end én gang pr. stemmeseddel. Er det tilfældet, er stemmesedlen ugyldig.
 
Den kandidat der får flest point, er valgt som 1. suppleant og den med næst flest point er valgt som 2. suppleant. Ved stemmelighed foretages lodtrækning. 
 

§ 5. Finansiering
Foreningens regnskabs- og kontingentår følger kalenderåret. Første regnskabsår løber dog fra stiftelsen den 2. marts 2000 til udgangen af 2000. Regnskabet revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
 
Der opkræves et differentieret medlemskontingent afhængig af antal medarbejdere i medlemsvirksomheden/-institutionen. Bestyrelsen skal forelægge ændringer i kontingent til godkendelse på generalforsamlingen. Kontingentet finansierer foreningens drift og kan anvendes til at give mindre tilskud til foreningens aktiviteter og projekter. Aktiviteter og projekter kan finansieres ved deltagerbetaling eller sponsorater.
 
Bestyrelsen fastsætter retningslinier for eventuel finansiering af underskud og placering af overskud ved arrangementer.
 
Til generalforsamlinger kan hvert medlem (virksomhed eller institution) uden beregning tilmelde én deltager. Der kan opkræves deltagerbetaling for øvrige tilmeldte deltagere.
 

§ 6. Tegning og hæftelse
Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden i forening med et generalforsamlingsvalgt bestyrelsesmedlem eller næstformanden i forening med et generalforsamlingsvalgt bestyrelsesmedlem.
 
Ved salg og pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen dog af den samlede bestyrelse.
 
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de foreningen påhvilende forpligtelser. For de forpligtelser, der påhviler foreningen, hæftes alene med den til enhver tid værende formue i foreningen. 
 

§ 7. Bestyrelsen
Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på ni medlemmer valgt på generalforsamlingen.
 
Bestyrelsens medlemmer vælges for to år ad gangen, således at fire er på valg i ulige år og fem er på valg i lige år. Genvalg kan finde sted.
 
Generalforsamlingen har mulighed for at ændre bestyrelsens størrelse til syv medlemmer fra normalt ni.
 
Vælger generalforsamlingen, at bestyrelsen skal bestå af syv medlemmer, fastholdes valget af to suppleanter på den årlige generalforsamling. Dermed sikres kontinuiteten i bestyrelsens arbejde. Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, indtræder den suppleant, der har flest stemmer, for den resterende del af bestyrelsesmedlemmets valgperiode.
 
Vælger generalforsamlingen at udvide bestyrelsen til ni medlemmer, er valget af suppleanter på den årlige generalforsamling ikke en nødvendighed, men op til generalforsamlingens vurdering.
 
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer.
 
Bestyrelsen varetager foreningens tarv udadtil og indadtil.
 
Bestyrelsens opgaver vil herudover bl.a. være
• at fastlægge foreningens overordnede strategi
• at igangsætte temagrupper og projekter
• at varetage ansvaret for foreningens økonomi
• at koordinere foreningens aktiviteter såvel internt som i forhold til eksterne aktører, jf. § 11.
 
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden finder det fornødent, eller når fire bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse finder sted skriftligt med angivelse af dagsorden. Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat, som underskrives af formand eller næstformand samt referenten. Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed, men er kun beslutningsdygtig, når mindst fire generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
 

§ 8. Udvalg
Bestyrelsen nedsætter af sin midte et forretningsudvalg bestående af formand, næstformand og kasserer.
 
Forretningsudvalget kan handle på bestyrelsens vegne i mindre sager, der ikke tåler udsættelse. Forretningsudvalgets dispositioner skal forelægges førstkommende bestyrelsesmøde til godkendelse.
 

§ 9. Fællesmøder
Bestyrelsen kan efter behov eller på opfordring fra medlemmer arrangere fællesmøder. Fællesmøderne kan omhandle emner, som har interesse for en bredere kreds i foreningen. Fællesmøderne kan også give mulighed for, at de enkelte temagrupper præsenterer deres aktiviteter for de af foreningens medlemmer, som måtte have interesse herfor.
 

§ 10. Sekretariat
Udviklingsforum Odense stiller sekretariatsbistand til rådighed for foreningens sekretariatsopgaver.
 

§ 11. Samarbejde
Bestyrelsen varetager koordineringen i forhold til beslægtede aktiviteter i Odense-området og på Fyn, ligesom den varetager det konkrete samarbejde med region, kommuner samt erhvervsfremmeaktører i området.
 

§ 12. Vedtægtsændringer
Til ændring af nærværende vedtægt, herunder fusion med andre foreninger, kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.
 

§ 13. Opløsning
Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer (virksomheder og institutioner). Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken opløsning kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer.
 
Ved foreningens opløsning anvendes foreningsformuen i overensstemmelse med foreningens formål.