Profilen Innovativ IT-uddannelse December 201120-12-2011
PROFILEN
December 2011
Multimediedesigner-uddannelsen: Innovativ it-uddannelse i Odense
IT og digital kommunikation
Erhvervsakademiet Lillebælt er Syddanmarks største erhvervsakademi med et bredt udvalg af erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser. Erhvervsakademiets Multimediedesigner-uddannelse ligger på Munkebjergvej i Odense. Uddannelsen er både utraditionel og innovativ. De studerende indgår ustandseligt i tværfaglige projekter i samarbejde med virksomheder indenfor Multimedie Design, IT og Digital Kommunikation.
Undervisning ude i virkeligheden
Uddannelseschef Michael Lundorff-Hansen har stået i spidsen for Multimediedesigner i de seneste to et halvt år. Undervisningschefen lægger stor vægt på, at studiet foregår ude i virkeligheden, og at de studerende ofte bliver taget ud af klasselokalerne. Vores tilgang til produktion og undervisning er meget fysisk, fortæller Michael Lundorff-Hansen. De studerende skal simpelthen først erfare og forstå opgaven fysisk, før de kan løse, designe og programmere den, tilføjer den fynske uddannelseschef.
Et eksempel, “Vi lader dem lære via rollespil, hvor de har hver deres rolle som en figur i et fiktivt ‘Space Invaders’ spil - det kunne være et rumskib, tårn eller en kugle. Ved at lade dem lege og prøve det af på egen krop først, giver vi dem en forståelse for, hvordan de programmerer det i et programmerings miljø,” forklarer Michael Lundorff-Hansen.
Det handler om motivation, siger uddannelseschefen, og vi skal gøre undervisningen både relevant og personorienteret med fokus på den enkelte studerende. Hvis man ser på paletten af studerende på uddannelsen vil man da også finde alt lige fra ingeniør-typer til de mere kunstneriske personligheder. Ifølge Michael Lundorff-Hansen er det en direkte effekt af både de brede rammer for uddannelsen, relationerne til virksomhederne, den eksperimenterende tilgang og udfoldelsesmulighederne for den enkelte studerende.
”Det lyder jo alt sammen som en meget konkret og flot vision, og æren ligger i det samarbejde der er imellem underviserne og de studerende. Her i Odense har der hele tiden været en meget god tilgang til innovative undervisningsformer,” fortæller uddannelseschefen og fortsætter:
”Jeg har bare pustet til dét, der var, og sikret at vi forbliver gode til at eksperimentere og lave nye tiltag. Når vi ansætter nye kolleger, lægger vi også vægt på at de understøtter den eksperimenterende og innovative undervisningsproces her på stedet.”
‘Vi gør det sgu’
Uddannelseschefen har et klart motto, og det er: ’Vi gør det sgu.’ Det betyder, at når han sætter noget i gang, så går han hele vejen.
”Vi sagde f.eks. ”vi gør det sgu´” da en gruppe studerende til julemarkedet i Nyborg, producerede et lysshow med flotte animationer projekteret på slotsfacaden af Nyborg Slot,” forklarer han.
Nyborg Slot er i samarbejde med multimediedesigner-uddannelsen blevet omdannet til en visuel fortælling med kalenderlåger, stjerneskud, en julegade med juletræer, liv i slotsvinduerne og en helt ny måde at fange de besøgendes opmærksomhed på.
”Det er et projekt, der har krævet rigtig mange ressourcer, og langt udover hvad man normalt kan forvente - af både de studerende og underviserne,” fortæller han.
En anden gruppe studerende er i gang med at producere en applikation til smartphones og pads, til brug på Nyborg Slot. Med de studerendes ”app”, kan slottets gæster holde deres smartphones op, og interiøret i slottets riddersal vil skifte fra nutidens udseende til 1700 tallets tapet og møbler. Det er det, vi kalder ‘augmented reality’ (forstærket virkelighed, red.),” fortæller Lundorff-Hansen.
De studerende starter virksomheder
Uddannelseschefen er da også langt fra færdig med at drømme om, hvordan man kan forbedre virkeligheden. Vi går meget op i, at de studerende skaber vækst indenfor branchen, ved at starte egen virksomhed med nye former for teknologi, fortæller Michael. I de sidste to år er flere nye virksomheder blomstret op på gangene på Munkebjergvej.
Et af de firmaer, der er udsprunget af uddannelsen er Penimo. I samarbejde med OUH har to studerende fundet på en smart, innovativ måde at spare OUH for op mod 11 mio. kr. årligt. Det har de gjort ved at gøre alle informationsfoldere til gravide, fødende og barslende kvinder digitale og i stedet for bunker af papir - får hver gravid nu en usb-nøgle med alle foldere.
Et andet eksempel på nystartet virksomhed, udsprunget af aktiviteterne på Munkebjergvej, er det digitale bureau Innopixels.com. Det nye firma producerer hjemmesider og skræddersyede special applikationer. En af deres nyudviklede ”apps” er udviklet i samarbejde med FilmFyn. Med FilmFyn App´en har det nye bureau samlet både informationer og lokaliteter omkring de seneste års sydfynske filmoptagelser og filmhistorie.
Visioner for fremtiden
Visionen er klar, siger Michael. Der skal være et endnu tættere samarbejde mellem de studerendes opgaver og rigtige virksomheder. Alle opgaver i løbet af uddannelsen skal tage afsæt i en virkelig opgave og virksomhed. Én ting der understøtter det er den obligatoriske praktik. Til februar vil 118 studerende fra uddannelserne på Munkebjergvej gå i praktik rundt i virksomheder, både på Fyn, rundt i landet og i udlandet. En anden ide er muligheden for et fælles sted at samle alle de gode kræfter:
“Vi skal have et innovationshus, hvor innovation og inkubation samles. Som studerende skal man kunne arbejde videre med forretningskoncepter og produkter - i samarbejde med virksomheder og forskere,” lyder det fra Michael Lundorff-Hansen.
Målet kunne være, at de studerende skal kunne hjælpes op mod tre år efter deres uddannelse slutter. I huset skal de kunne konsolidere deres nye virksomhed og samtidig indgå i det kreative miljø, aktivere nye studerende og trække ny viden og muligheder ind for dem der bruger huset. Underviserne på Erhvervsakademiet Lillebælt og virksomhederne skal indgå som konsulenter.
Drømmen er at, huset står klar indenfor tre år. I samarbejde med f.eks. OUH og det kommende Udvikling Fyn skal huset repræsentere det innovative og kreative miljø som Uddannelseschefen ser som vejen frem:
“Vi skal arbejde mere sammen for at finde de unikke løsninger, der kan skabe vækst. Lige nu er der en tendens til at holde sig lidt for sig selv og se de andre som konkurrenter frem for samarbejdspartnere. Jeg tror på, at vi vil få størst muligt udbytte ved at samle alle synergierne f.eks. i klyngesamarbejder. Det vil løfte Fyn et nyt sted hen,” slår Lundorff-Hansen fast.
Prismodtager og iværksættere
En kendt Fynbo udtalte engang: At rejse er at leve. Det har multimedieuddannelsens rejsehold twistet lidt og lavet til: At rejse er at opleve. Ifølge Michael Lundorff-Hansen er det nemlig en vigtig del af uddannelsen at opleve, hvordan andre mennesker gør tingene og få både inspirationer og konkret viden med hjem i bagagen:
“Når vi rejser ud i verden (i 2011 har de været i Finland, USA, Ukraine, Litauen, Holland, Portugal og Tyskland, red.) er det for at få den nyeste viden og teknologi med hjem og helt ind i undervisningen. Vi forholder os meget konkret til, hvad har vi fået ud af det, og hvordan kan vi bruge det i undervisningen.”
I november 2011 var Michael Lundorff-Hansen og OUH i Bremen, Tyskland for at modtage prisen ‘Best Collaboration Award 2011’ for deres unikke samarbejde med OUH om InnoEvent. InnoEvent er Michael Lundorff-Hansens egen opfindelse fra 2010. Et ugelangt projekt med fokus på innovation med studerende og OUH i centrum. Problemstillinger fra Afdelingerne på OUH behandles af de studerende, der ved hjælp af idegenerering og elementer fra undervisning brugt direkte i processen skaber produkter, som er unikke og innovative - et godt eksempel herpå er netop usb-stikket fra Penimo.
“Vi er meget stolte over, at have vundet prisen, for det viser at vi gør nogle ting, der er unikke og innovative. Det kan samtidig motivere de studerende til at se at vi og de gør, gør en forskel,” forklarer Michael Lundorff-Hansen.
Det var anden gang InnoEvent løb af stablen. I 2010 var det med fokus på problemer med kommunikation mellem OUH og de gravide. Et af resultaterne deraf blev det allerede nævnte usb-stik. I 2011 var der fokus på velfærdsteknologi. I den forbindelse har de studerende i samarbejde med OUH set på projekter omkring genoptræning og velfærdsteknologi til børnehospitalet på OUH.
I løbet af sommeren blev en formel aftale mellem OUH og EAL underskrevet, og nu arbejder seks studerende fra multimedieuddannelsen i et specielt oprettet praktikkontor på OUH. De er blevet ”ansat” i praktik til at hjælpe OUH med at indføre bl.a. optimering af it-infrastruktur.
“En anden fordel ved InnoEvent er, at man tager en gruppe såkaldt uspolerede studerende og lader dem generere nogle nye velfærdsteknologiske produkter, som fagfolk ikke ville kunne lave, da de er for begrænsede af deres viden. På den måde får virksomhederne også øjnene op for, hvilken værdi de studerende kan føje til deres virksomhed,” slutter Michael Lundorff-Hansen.
---
Hvem er du?
Uddannelseschef på Multimedie og IT i Odense, Michael Lundorff-Hansen er 42 år. Han har en baggrund som elektronikmekaniker og datamatiker. Han har en master i medievidenskab fra SDU og Akademilederuddannelsen fra EASV. Før han kom til Fyn var han uddannelsesleder på multimedieuddannelsen i Esbjerg.
---
Hvorfor er Erhvervsakademiet Lillebælt medlem af it-forum fyn:
“Vores medlemskab giver os en mulighed for inddragelse af virksomheder fra netværket samt at informere om vores uddannelser og vidensarbejde. Ved f.eks. at have møde med bestyrelsen har vi fået igangsat samtaler om, hvordan vi kunne få folk i praktik og samarbejde omkring fremtidige projekter. Vi ser det som utrolig vigtigt at være medlem af virksomhedsnetværk, og vi sætter en ære i at bidrage til netværkets udvidelse og udvikling.”
Faktabox:
Med en uddannelse som multimediedesigner bliver man en såkaldt 'akademisk håndværker', der kommer til at arbejde med alle aspekter af multimedieproduktioner. Det betyder, at de studerende får opbygget kompetencer og praktisk erfaring med alt fra kommunikationsstrategi og markedsanalyse over design af brugergrænseflader til programmering af det der i sidste ende ligger på Internettet, PDA’en eller mobiltelefonen. Uddannelsen tager to år og inkluderer et obligatorisk praktikophold på sidste semester. Med en overbygning på 1 ½ år kan Multimediedesigner blive til en Professionsbachelor i enten webudvikling eller e-koncept.
Besøg og inspirationsaften:
Dato: 9. februar 2012
Kom og bliv inspireret af de mange muligheder der er for at indgå samarbejder, virksomhed og skole/studerende imellem, og hvad det kan føre til af nye forretningsmuligheder. Succeshistorierne krydres med en rundvisning i de imponerende undervisningslokaler.
Oplev bl.a. et green-screen room og et interaktivt gulv. Efter rundvisningen fortæller de unge iværksættere selv om, hvordan de sparer OUH for millioner om året ved hjælp af en usb-pen - og hvordan de arbejder med mobil applikation for bl.a. Film Fyn.
Læs mere og tilmeld dig her
|